søndag den 8. marts 2015

BARNEDÅB MED SURPRISE







Hvor skal jeg snart begynde?
Vi holdt igår barnedåb for vores lille prinsesse. En dag som M og jeg har set frem til længe. Både fordi Stella skulle have sit smukke navn, men også fordi M og jeg har gået med en hemmelighed som vi var spændte på at udløse. Efter selve dåbs ceremonien fortæller præsten at dette ikke var den eneste anledning vi var samlet for; M og jeg skulle også vies!

Dette har vi holdt hemmeligt for alle vi kender, dog havde vores forældre luret os lidt og stod klar med ris og champagne. Selvom de havde det på fornemmelsen så kom det lidt bag på dem at vi rent faktisk gjorde det. Der blev ihvertfald trillet en del glædestårer. 

Vi valgte at gøre det, selvfølgelig fordi vi elsker hinanden, men også af praktiske årsager nu hvor Stella er kommet til verden. Derudover valgte vi at gøre det på denne måde fordi vi ikke ønsker en kæmpe fest hvor vi er midtpunkt - det er simpelthen slet ikke os!
Denne måde blev vi hurtigt enige om og det føltes helt rigtigt. Om vi fortryder at vi ikke holder stor fest med en masse gæster, sange, taler, gaver osv, så er svaret nej. Jeg har aldrig drømt om et stort prinsesse bryllup med stor hvid kjole osv, og jeg går så højt op i de traditioner som følger med. Det skal dog siges at jeg elsker at komme til et rigtigt kirkebryllup, men mig selv i fokus - nej tak. Derfor var dette helt perfekt for lige præcis os. Vi havde vores nærmeste familie hos os og vi er typerne som gør tingene lidt anderledes, og det accepterede de heldigvis. 
Vi gjorde det klart fra start, at det var en barnedåb de var til og ikke et bryllup, dog sørgede de for at der kom lidt bryllup ind over. Inden vi satte os til bords spillede de en march og bad os gå ind til bordet som de sidste. Under spisning, slog de på glassene så vi skulle kysse hinanden, der blev kastet med ris, skåret og spist kage sammen, hængt toiletpapir ud på vores træer, der blev danset brudevals inden midnat og klippet hul i M's strømper. Dette var faktisk rigtig fint at få med ind over og vi havde den dejligste dag som vi vil se tilbage på med stor glæde og smil. 

Det var lidt underligt at vågne op som hr. og fru - det skal vi lige vænne os til. Vi har fået hinandens navne så vi alle tre hedder det samme, hvilket jeg synes hører sig til en lille familie. Dagen i dag er gået med at spise rester, hygget os i jogging tøj, dyner på sofaen, ryddet op og kigget på gaver. 

Vi takker vores familie for gaverne til lille Stella og fordi de var med til at gøre dagen helt perfekt for os.

Nu starter familien Danmarks eventyr for alvor :-)











Ingen kommentarer:

Send en kommentar