I lørdags blev Stella beriget med en masse smukke gaver. Ovenover ser i kun et lille udpluk.
Øverste billede er en halskæde; "Din skytsengel" som er fra hendes onkel og tante - min lillebror som var én af fadderene.
Den fine glas elefant er fra hendes bedsteforældre heriblandt også penge som går til en juniordyne. På elefanten står Stellas smukke navn foran og bagpå står hendes fødselsdato. Den kommer til at pynte flot på hendes kommende værelse.
Derudover fik hun et par bøger. Af sin oldemor - på hendes mors side fik hun; "Pigernes store eventyrbog" som er fyldt med smukke billeder og kendte eventyr såsom Rødhætte, Tommelise, Hans og Grethe m.m. samt et hjemmestrikket Mary svøb som Stella havde omkring sig på vej til kirke.
Det sidste billede viser et fint armbånd fra hendes anden onkel - på fars side som også stod fadder. Fra ham fik hun også to bamser fra "Mummitroldene" da de stammer fra Finland hvor han har valgt at bosætte sig pga job. Deroppe har de en lille ø hvor Mummiland ligger, som er en form for Tivoli/Disneyland - bare med Mummitrolde. Hvis han vælger at blive boende så må vi op og besøge ham engang så vi kan komme i Mummiland.
Af sin oldefar - på hendes fars side, fik hun en fin badeand med lys i og sengetøj til sin dukkeseng. Glæder mig allerede til at prøve badeanden næste gang hun skal i badekar - hun er allerede meget optaget af farverne når den lyser.
Af hendes oldemor og oldefar - på hendes mors side, fik hun Piet Hein bord flagstang som vi skal have indgravering på. Dette er noget hun altid vil have fremover og den kan stilles frem til enhver festlig lejlighed.
Endvidere fik hun af min lillebrors svigerfamilie, en fin body og heldragt og af hendes fars faster fik hun den smukke dåbskage som kan ses på mit tidligere indlæg.
Og hvad fik hun så af sine forældre. Jeg har forhørt mig lidt rundt omkring, og det er faktisk ikke altid man køber gave til sit barn til dåben. Vi har dog valgt at give hende en rosa sparegris fra Studio Arhøj, hvor vi løbende vil komme penge i til hende som vil blive sat ind på hendes børneopsparing.
Til slut skal det siges, at hun/vi har fået en hulens masse smukke buketter fra venner og familie som står så fint i vores hjem.
Tænk at få så mange fine gaver og ikke vide en dyt om det hele. Jeg synes dog at mange af gaverne er nogle hun kan benytte i lang tid og altid!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar