Dagen startede ud som den plejer; Stella og jeg stod op og spiste morgenmad, hun blev afleveret i dagpleje - glad og tilpas og jeg kørte på arbejde kl 9.00.
Klokken blev 14.00 og en kollega kom ud og sagde at Stellas dagplejemor havde ringet. "Åh nej, hva så" fik jeg sagt og fik at vide at den var gal med hendes ører og jeg skulle ringe. Jeg fik ringet og vi aftalte at jeg skulle komme og køre hende til læge. Hendes dagplejemor var slet ikke i tvivl om at det var ørerne der gjorde ondt for Stella havde taget sig til ørerne og sagt "av av". Jeg havde fri kl 14.30 og trak den hertil, da jeg mente at den halve time ikke kunne skade. Nu er jeg endelig i job og vil ikke skuffe eller svigte, og Stella var på vej til bords for at spise efter en urolig middagslur på blot 1 time, så jeg vurderede at hun godt kunne klare en halv time endnu.
Anyway. Jeg skyndte mig at hente hende og var der kl
14.38. Kl 14.45 var vi hos lægen uden tidsbestilling og jeg fik at vide vi kunne sætte os og vente, men at der var lang ventetid - venteværelset var fyldt!
Stella ville kun være på min arm - STÅENDE. Hun blev sur hvis jeg satte mig ned med hende, og hun gad bare ingenting. Hun græd og var pyldret og til tider skreg hun af frustration og smerte. Jeg kunne slet ikke kende min ellers så glade pige. Lige dér følte jeg mig frustreret, magtesløs og alene. Jeg gik frem og tilbage med hende på armen og blev faktisk irriteret over at ingen i venteværelset eller skranken gjorde noget for at vi kunne komme til en læge. Jeg måtte gå frem og tilbage - ind og ud af lægehuset med en grædende lille pige som havde forfærdelig ondt i ørerne. En sygeplejerske som jeg kender lidt privat kom og spurgte til hende og jeg forklarede med tårer i øjnene. Vi fik en pakke rosiner til trøst. Bagefter skyndte jeg mig udenfor med hende og begyndte at stortude. Det var frygteligt at stå der helt alene med sit grædende barn på armen og ikke kunne gøre noget. Jeg kunne ikke ringe til Mike da han lå og sov pga arbejde, så jeg ringede til min mor som kom med det samme. Og idet min mor kom, kaldte den samme sygeplejerske på mig. Hun havde mærket min desperation og hørt hvordan Stella havde grædt, så hun ville trylle os foran i køen og 1 minut senere kom en læge ud og tog imod os. Vi kom alle tre med ind og forklarede situationen og han tjekkede begge ører og kunne konstatere at der var betændelse på venstre øre - igen. Denne konsultation tog max 5 minutter og da vi var ude ved bilen kiggede jeg på klokken og den var 15.28. Jeg havde altså gået rundt med et grædende barn i over 30 minutter før vi kom til. Jeg er dybt forarget over at hverken de ansatte bag skranken eller folk i venteværelset ikke tog initiativ til at gøre noget så vi kunne komme foran i køen. Og ja jeg ved godt i tænker; hvorfor bankede du ikke selv i bordet og gjorde noget? Det burde jeg også, men jeg er den godtroende type og håbede derfor på at vi snart kom til eller at nogen ville hjælpe. Og generelt er jeg bare ikke typen der kan få mig selv til at banke i bordet, og jeg frygtede at jeg ville bryde sammen og lave en hel scene i min frustration.
Nu er Stella så på penicillin og panodil i en uge, og så har jeg tænkt mig at tage hende til en rigtig ørelæge. For siden sidst hun havde mellemørebetændelse har vi gået til 3-4 tjek hos lægen fordi hun havde en smule væske på begge ører efterfølgende. Tredje gang var en akut tid fordi vi kunne se og mærke hun havde ondt i ørerne. Her var der faktisk ingen væske tilbage så de mente ikke det var ørerne hun havde ondt i. Fjerde gang var en gammel tid vi havde og den ville vi udnytte. Her fik vi igen at vide at hun havde en smule væske, men så længe det ikke var mere og hun ikke var påvirket og havde ondt, så ville de ikke gøre mere ved det. Og BANG!! Så kom denne dag! Jeg føler lidt at jeg har fejlet fordi jeg ikke har taget hende til en rigtig ørelæge. Jeg er blevet rådet til det flere gange, men da jeg jo er den godtroende type så tænkte jeg at lægen havde styr på det. Måske har lægen også gjort sit bedste, men min mavefornemmelse siger noget andet og jeg ved at det er den jeg skal lytte til - især når det handler om mit eget barn - mit aller dyrebareste.
Jeg håber på en rolig nat for jeg er selv blevet helt træt ovenpå dagens oplevelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar