EN STRID LILLE DAME

Denne unge dame satte sine forældre på prøve igår - hele dagen vel at mærke.

Hun har lige været syg i 4 dage med høj feber. Egentlig ganske tilpas, bare lidt slap og kogende varm. Det resulterede også i, at hun blev hjemme fra dagpleje tirsdag, onsdag, torsdag og fredag, hvor hun blev passet af både mormor og bedstemor som kunne træde til så vi kunne komme på job. 

I weekenden forsvandt feberen og jeg tænkte at vi kunne få en dejlig rolig weekend sammen, men det blev lige modsat. 

Lørdag aften var Mike i MC klub, så jeg var alene med Stella. Vi hyggede og hun blev puttet som hun plejer. Hun vågnede en time senere og var total frisk på løjer og før hun faldt i søvn igen var klokken over ti. Søndag var vi alle tre hjemme, og for at sige det mildt så var hun noget af en strid banan som absolut ikke mente at hun skulle høre efter hvad der blev sagt. Hun smækkede med låger og skuffer og selvom hun fik et nej, så lod hun som om hun ikke hørte det - det var tydeligt at hun var på krigsstien og forsatte selvom der blev saft nej. Jeg vil gerne have øjenkontakt når jeg giver en besked og især når der bliver sagt nej så hun kan se at jeg mener det. Hun plejer at kigge op på mig første gang der bliver sagt nej, men ikke denne gang. Jeg forsøger altid at give hende et alternativ til hvad hun ellers kan lave, men intet virkede igår. Til sidst måtte jeg tage hende op på værelset som konsekvens. Det har vi ellers aldrig været nødsaget til at gøre, men jeg ved bare at det er nu vi skal gribe ind. 

Udover at hun gjorde ting som hun ikke måtte, så skulle der ingenting til før hun blev sur og tvær, slog ud efter os eller blev ked af det. Det var bare en dag der skulle overståes og både Mike og jeg havde en kort lunte igår med for lidt søvn den sidste uges tid pga. job og sygt barn. Derfor skulle der ikke meget til før glasset flød over og der blev talt med lidt for store bogstaver. Og sådan foregik det meste af vores søndag - pisse   

hyggeligt! 

Så da Stella endelig var puttet, var det op med stængerne og tv tid - troede vi... Stella vågnede efter 30 minutter og var klar til flere narrestreger. Klokken blev halv ti før hun overgav sig til søvnen. Ikke nok med at hun sov sent, så mente den lille frøken at vi skulle op 05.30 i morges. 

Egentlig så tror jeg, at alt det her energi og stædighed bunder ud i, at Stella har været hjemme i næsten en uge, hvor hun ikke har været meget ude og brænde krudt af. Jeg tror hun var ved at trænge til at komme i dagpleje og få en hverdag igen. Nu glæder jeg mig til at hente hende hjem og høre om hendes dag har været bedre end igår. 

NU MED MELLEMØREBETÆNDELSE IGEN

Dagen startede ud som den plejer; Stella og jeg stod op og spiste morgenmad, hun blev afleveret i dagpleje - glad og tilpas og jeg kørte på arbejde kl 9.00. 

Klokken blev 14.00 og en kollega kom ud og sagde at Stellas dagplejemor havde ringet. "Åh nej, hva så" fik jeg sagt og fik at vide at den var gal med hendes ører og jeg skulle ringe. Jeg fik ringet og vi aftalte at jeg skulle komme og køre hende til læge. Hendes dagplejemor var slet ikke i tvivl om at det var ørerne der gjorde ondt for Stella havde taget sig til ørerne og sagt "av av". Jeg havde fri kl 14.30 og trak den hertil, da jeg mente at den halve time ikke kunne skade. Nu er jeg endelig i job og vil ikke skuffe eller svigte, og Stella var på vej til bords for at spise efter en urolig middagslur på blot 1 time, så jeg vurderede at hun godt kunne klare en halv time endnu. 

Anyway. Jeg skyndte mig at hente hende og var der kl 

14.38. Kl 14.45 var vi hos lægen uden tidsbestilling og jeg fik at vide vi kunne sætte os og vente, men at der var lang ventetid - venteværelset var fyldt!

Stella ville kun være på min arm - STÅENDE. Hun blev sur hvis jeg satte mig ned med hende, og hun gad bare ingenting. Hun græd og var pyldret og til tider skreg hun af frustration og smerte. Jeg kunne slet ikke kende min ellers så glade pige. Lige dér følte jeg mig frustreret, magtesløs og alene. Jeg gik frem og tilbage med hende på armen og blev faktisk irriteret over at ingen i venteværelset eller skranken gjorde noget for at vi kunne komme til en læge. Jeg måtte gå frem og tilbage - ind og ud af lægehuset med en grædende lille pige som havde forfærdelig ondt i ørerne. En sygeplejerske som jeg kender lidt privat kom og spurgte til hende og jeg forklarede med tårer i øjnene. Vi fik en pakke rosiner til trøst. Bagefter skyndte jeg mig udenfor med hende og begyndte at stortude. Det var frygteligt at stå der helt alene med sit grædende barn på armen og ikke kunne gøre noget. Jeg kunne ikke ringe til Mike da han lå og sov pga arbejde, så jeg ringede til min mor som kom med det samme. Og idet min mor kom, kaldte den samme sygeplejerske på mig. Hun havde mærket min desperation og hørt hvordan Stella havde grædt, så hun ville trylle os foran i køen og 1 minut senere kom en læge ud og tog imod os. Vi kom alle tre med ind og forklarede situationen og han tjekkede begge ører og kunne konstatere at der var betændelse på venstre øre - igen.  Denne konsultation tog max 5 minutter og da vi var ude ved bilen kiggede jeg på klokken og den var 15.28. Jeg havde altså gået rundt med et grædende barn i over 30 minutter før vi kom til. Jeg er dybt forarget over at hverken de ansatte bag skranken eller folk i venteværelset ikke tog initiativ til at gøre noget så vi kunne komme foran i køen. Og ja jeg ved godt i tænker; hvorfor bankede du ikke selv i bordet og gjorde noget? Det burde jeg også, men jeg er den godtroende type og håbede derfor på at vi snart kom til eller at nogen ville hjælpe. Og generelt er jeg bare ikke typen der kan få mig selv til at banke i bordet, og jeg frygtede at jeg ville bryde sammen og lave en hel scene i min frustration. 

Nu er Stella så på penicillin og panodil i en uge, og så har jeg tænkt mig at tage hende til en rigtig ørelæge. For siden sidst hun havde mellemørebetændelse har vi gået til 3-4 tjek hos lægen fordi hun havde en smule væske på begge ører efterfølgende. Tredje gang var en akut tid fordi vi kunne se og mærke hun havde ondt i ørerne. Her var der faktisk ingen væske tilbage så de mente ikke det var ørerne hun havde ondt i. Fjerde gang var en gammel tid vi havde og den ville vi udnytte. Her fik vi igen at vide at hun havde en smule væske, men så længe det ikke var mere og hun ikke var påvirket og havde ondt, så ville de ikke gøre mere ved det. Og BANG!! Så kom denne dag! Jeg føler lidt at jeg har fejlet fordi jeg ikke har taget hende til en rigtig ørelæge. Jeg er blevet rådet til det flere gange, men da jeg jo er den godtroende type så tænkte jeg at lægen havde styr på det. Måske har lægen også gjort sit bedste, men min  mavefornemmelse siger noget andet og jeg ved at det er den jeg skal lytte til - især når det handler om mit eget barn - mit aller dyrebareste. 

Jeg håber på en rolig nat for jeg er selv blevet helt træt ovenpå dagens oplevelser. 

SOMMERVARME OG JOB

Kan I holde til varmen?

Hvor er det fantastisk dejligt med sommer hjemme i Danmark. Vi nyder det og elsker at være ude. Igår tog jeg Stella med op til hendes mormor og morfar efter dagpleje, hvor vi fik plasket i vand og hyggede hele eftermiddagen. Stella er den største vandhund jeg kender. Så snart hun ser vand skal hun hen og røre ved det. Lige pt er hun også besat af at vaske hænder. Hun har fået en skammel med to trin nede på badeværelset så hun selv kan nå håndvasken og hun ved da også hvordan man både tænder og slukker for vandet. 

Derudover skal jeg fortælle en fantastisk god nyhed; jeg blev i mandags ringet op af min seneste praktikplads som spurgte om jeg havde lyst og mulighed for at komme og arbejde hele juni + uge 31. Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til. Jeg elskede den børnehave. Jeg faldt hurtigt ind i dagligdagen og kommer super godt id af det med både børn, personale og forældre. Den bedste arbejdsplads jeg kunne ønske mig. Jeg får lov til at være mig selv og den pædagog jeg er. Der er plads til forskellighed og vi gør alle tingene på hver vores måde. Ingenting bliver gjort ens og det smitter af på børnene som også lærer at vi alle er forskellige og gør tingene forskelligt. Jeg er vild med at alting er så frit og spontant og jeg håber at jeg en dag kan få noget fast hos dem. Jeg følte ihvertfald et klap på skulderen da de ringede og sagde at jeg havde gjort stort indtryk og at de meget gerne ville se mig igen. Jeg har altid fået ros for min måde at være på, men aldrig så meget som her. Det er dejligt at få ros, men jeg er ikke vant til så meget på én gang og ved slet ikke hvordan jeg skal forholde mig til det. Jeg troede ikke det var muligt at finde en arbejdsplads hvor jeg faldt så godt ind med alle, men jeg har været heldig og jeg er sindsyg glad og taknemlig for at de ville havde mig.

Nyd nu det gode vejr og hinanden. 

Sommer vibes fra mig :-)