INDLÆGGELSE

Torsdag den 3. december kl 22.30 vågner Stella op i gråd og kan ikke finde trøst ved min tilstedeværelse, sut eller flaske. Jeg tager hende op og mærker at hun er kogende varm over det hele og hun ryster. Jeg tænker: "åh nej ik mere feber og sygdom". Men da jeg så prøver at få kontakt med hende, stirrer hun bare tomt ud i luften og er fuldstændig slap. Jeg står helt alene med et barn som på ingen måde er sig selv alt imens hendes far er på job. Jeg får tilkaldt mine forældre som kommer meget hurtigt, og da de ser hvordan Stella hænger over min skulder, får de flashback tilbage til min fætter som for 23 år siden fik konstateret menigitis. Jeg bryder sammen med Stella på armen imens min mor ringer 112 og får fat i en som stiller en masse spørgsmål ifht. hendes tilstand. Stella kaster op et par gange imens min mor svarer på spørgsmål og jeg tænker de mest forfærdelige tanker og vi forsøger hele tiden at få kontakt til Stella og sørger for at hun ikke lukker øjnene. Ambulancen kommer hurtigt og vi kører til sygehuset. Stella liver en smule mere op i ambulancen og vi får øjenkontakt med hende. Der bliver taget prøver, lagt drop og en lægebil bliver tilkaldt undervejs. Hendes temperatur måler 37,8. De måler temperaturen igen, da hun er brandvarm og de kan derfor ikke forstå at temperaturen ikke er højere. Stella kaster op endnu engang. Vi kommer til sygehuset og hun bliver undersøgt. Mine forældre er hos os, og Stella klarede alt til UG og faldt i søvn i mine arme da vi talte med en læge som kunne konstatere, at Stella højst sandsynligt havde haft feberkrampe. De mente dog, at det var lidt atypisk, fordi hun ikke havde høj feber og ikke havde decideret krampe. Jeg kendte ikke selv til feberkrampe og fik forklaret at det ofte ses hos småbørn og er helt ufarligt, men kan være en meget ubehagelig oplevelse for forældre som er uforberedte. Under samtalen nævnte mine forældre for lægen at de frygtede at det var menigitis, og så brød jeg sammen igen med tanken: "hvad nu hvis...?" 

Klokken blev 01.00 da undersøgelserne var færdige og vi blev indlagt til observation på en stue natten over. Jeg fik ringet til Stellas far som kørte rundt på Sjælland - helt uvidende. Jeg fik næsten ingen søvn den nat, for jeg var stadig i chok og meget rystet. Jeg lå og kiggede på min lille datter og holdt øje med om hun trak vejret. Jeg havde så mange forfærdelige tanker og kunne ikke finde ro i den meget hårde hospitalsseng. Stella vågnede en enkelt gang kl 04.00, hvor hun fik lidt flaske og måtte over til mig for at finde ro til at sove igen. Hun vågnede 07.30, hvor vi fik lidt at spise og fik talt med et par sygeplejersker. Mike hentede os til middag hvor vi blev udskrevet med en meget træt Stella som var temmelig påvirket af det hele. Da vi kom hjem kom hun op til mine forældre, hvor hun sov 2,5 time og Mike og jeg tog hjem for at få sovet inden vi hentede hende til aften. Hun kom tidligt i seng og sov helt til 08.30, dog med nogle opvågninger som hun plejer, hvor hun fik lidt flaske til at sove på. Efter en god lang nattesøvn, har hun i dag været noget mere frisk og kravlet rundt på gulvet og leget. 

Som mor gør det virkelig ondt i hjertet når ens barn kommer ud for sådan en grim oplevelse. Anfaldet kom som lyn fra en klar himmel og jeg var på ingen måde forberedt, og jeg troede virkelig at vi skulle miste vores elskede lille pige. Det er en smule utrygt at vide at det kan ske igen helt frem til 5 års alderen. Jeg håber virkelig at dette både var første og sidste gang for jeg tror jeg panikker selvom jeg nu er bedre forberedt og ved at det er ufarligt, og at man skal tage det roligt mens anfaldet står på og lade det gå over af sig selv. Jeg kan mærke at oplevelsen sidder dybt i mig, og der kommer nok til at gå lidt tid før jeg kommer helt over det.