Igår drog jeg til min tredje sidste eksamen før jeg kan kalde mig pædagog til sommer.
Jeg skulle op i mit linjefag som er SKB - Sundhed - Krop - Bevægelse.
Vi var 4 i gruppen og vi skrev om mennesker med nedsat funktionsevne og fysisk aktivitet med udgangspunkt i et praksiseksempel.
Vi var først i bevægelsessalen til fælles produktfremvisning, hvor vi viste nogle videoklip vi havde filmet med nogle beboere, hvortil vi analyserede. Dette fik vi stor ros for, selvom det var det vi havde brugt mindst krudt på idet vi ikke ville blive bedømt herpå.
Herefter var jeg den første som skulle ind til individuel eksamen, hvor jeg synes det var nogle svære og spydige spørgsmål. Alligevel gik jeg derfra med et 7 tal, så jeg var godt tilfreds.
Min mor er blevet en fast støtte for mig og min gruppe når vi skal op til eksamen, så det ville være helt forkert hvis hun ikke var med, så hun var selvfølgelig med igen igår. Da jeg kom ud og havde bestået, fik jeg en fantastisk gave af hende i form af æggebægere fra Royal Copenhagen. Hun er bare for sød!!
I weekenden skal der slappes max af efter at have knoklet de sidste par uger. Fra på mandag starter næste opgave med dertilhørende mundtlig eksamen. Herefter har vi en uges ferie inden den står på den sidste og afgørende bachelor eksamen.
I uge 26 skulle det gerne være min tur til at ringe med den gamle klokke på VIA og stå med titlen som pædagog efter 3,5 år. Jeg ser utrolig meget frem til dette, og krydser fingre for at der er arbejde at finde.
Ha' en super skøn weekend kære læsere - jeg vil ihvertfald nyde hvert minut inden næste ræs.
Xoxo