For et par uger siden valgte vi, at Stella skulle fra tremmesengen og over i en juniorseng. For det første har hun aldrig været god til at sove i sin egen seng, så måske hun ikke brød sig om tremmesengen? - og for det andet var pladsen nu ved at være trang i den lille tremmeseng.
Jeg brugte noget tid på at Google diverse juniorsenge. Det er nemlig ikke bare lige sådan at finde den rigtige. Jeg ledte efter en med "kant" på begge sider ved hovedgærdet, den skulle være hvid, til en overkommelig pris og så skulle den passe til Stellas værelse og stilen i det.
Valget faldt på denne fine seng som vi er ovenud tilfredse med. Stella var med på sidelinjen da farmand samlede den og hun nævner det hver gang hun skal i seng: "far lavet den", siger hun. Det må hun være stolt af :-)
Derudover vil hun rigtig gerne op og putte i den når vi kommer til sengetid. Hun har sovet 100% igennem i den én gang. Hun vågner næsten hver aften et par timer efter hun er faldet i søvn. Og selvom hun selv kan kravle ud af sengen og komme ind til os, så gør hun det ikke. Hun vågner bare og kalder på os. Ofte ender hun inde hos mig/os da hun bruger meget lang tid på at falde i søvn igen når hun først er vågnet. Hun putter sig gerne ned hvis man bliver inde hos hende, men når man så lister ud efter 10-15 min fordi man tror hun sover, så sætter hun sig op og bliver ked af det. Derfor ender det oftest med at hun kommer ind i vores seng fordi det er det nemmeste når vi skal tidligt op og ikke orker at kæmpe så sent. Hun sover faktisk også igennem når hun ligger inde i vores seng - hver gang stort set. Hun kan selvfølgelig sommetider vågne en enkelt gang fordi hun ikke kan finde sin sut, men sover igen så snart hun får sin prop :-)
Hun er en lille tryghedsnarkoman og det er da også vældig hyggeligt at putte med hende, og det er intet problem til hverdag når det kun er hende og mig. Jeg håber og tror på, at hun pludselig sover igennem i sin egen seng over flere nætter i træk når hun er klar til det.