Så blev det 1. søndag i advent, og hvilken hyggelig dag!
Stella gav os lov til at sove længe og så stod den ellers på rundstykker og hygge i mødregruppen. Det er så længe siden at alle tre unger har leget sammen så nu skulle det være. Efter en hyggelig formiddag, blev Stella puttet ud og fik en god middagslur inden den stod på juleoptog i byen. Dette foregår med start fra den smukke gamle mølle kl 15.00, hvor julemanden skal "vækkes" og så deles der karameller ud til børnene. Herefter går man i fakkeloptog med pigegarden i front, spejderne og byens borgere igennem byen med stop ved plejehjemmet hvor pigegarden spiller lidt julemusik for de ældre og så slutter optoget ved kroen, hvor der er et lille julemarked med gløgg og æbleskiver m.m. Super godt initiativ og børnene synes det er alletiders med julemanden og nisser over det hele. Trods vejret, så var byens borgere mødt talstærkt op. Det var første gang jeg var med til det. Vi plejer at kunne følge med fra vinduet når de går forbi, men vi er så småt ved at skabe vores egne traditioner for vores lille familie, og på denne måde sker der lidt for Stella og så synes jeg det er vigtigt at bakke op om de begivenheder og aktiviteter som arrangeres i vores lille by. Det er helt sikkert noget vi vil deltage i fremover.
Mike blev kaldt på job en dag før, så han kunne desværre ikke deltage i optoget, så Stella og jeg inviterede os selv på aftensmad hos mine forældre. Her havde nissen sørme en adventsgave til Stella så der blev hygget og leget, og vi fik sagt farvel til min lillebror som flyver hjem til København i skrivende stund. Vi glæder os til han kommer hjem på juleferie.
Vi takker for en dejlig 1. søndag i advent.
Pas på jer selv i blæsevejret!