Se lige hende her. Hun har været så klar til at starte i dagpleje længe, og i mandags skete det!
- Vi har nu et stort dagplejebarn (!!)
Det er bare slet ikke til at forstå. Vi skal have en hverdag op at køre og jeg synes det er en spændende tid vi går i møde. Egentlig er Stella faktisk kørt ind siden dag 1. Hun blev vækket kl 07.00 og blev afleveret - hun havde knap nok tid til at sige farvel til sin mor, fordi hun havde travlt med at lege. Hun glippede sin formiddagslur, fik frokost og blev lagt ud i barnevognen uden problemer. Hun har taget en god lur på 2,5 time hver dag, hvorefter hun har fået eftermiddagsmad og så har jeg hentet hende. Hun har været glad og tilpas når jeg har har hentet hende - og faktisk slet ik gidet at skulle hjem!
Vi har haft en træt pige til aften, og hun er blevet puttet mellem 18.30 og 19.00. Hun sover dog stadig ikke igennem og vågner en del gange om natten for at få sutten eller en tår flaske. Hun har fået sin tredje tand, og jeg er overbevist om at det også er med til at hun vågner mange gange om natten fordi det driller. Hun har altid været meget plaget af tænder, men jeg er sikker på, at når hun vænner sig lidt mere til dagpleje og kommer på sit eget værelse om natten, så hører jeg hende ikke så mange gange som nu. Vi håber meeeeeget snart på at blive færdige ovenpå så vi kan flytte derop.
Lige nu er jeg bare glad for at hun tager dagplejestart så flot.
- Min lille store pige!
Jeg nyder faktisk at have alene tid igen, for jeg har haft Stella 24/7 i 10 måneder, fordi hendes far arbejder om natten og sover om dagen. Det er mærkeligt at hun ikke er hjemme, men jeg ved at hun hygger sig, og så kan jeg slappe af og få gjort nogle ting herhjemme. Når vi kommer til eftermiddagen, så glæder jeg mig faktisk bare til at hente hende og høre hvordan det er gået, hvad hun har lavet og hvad hun har fået at spise osv.
Jeg holder barsel til og med den 28. oktober, hvorefter jeg skal meldes ledig og søge job. Jeg har allerede kigget lidt på diverse hjemmesider, og det er ikke ligefrem pædagoger der er mangel på i området - så skal jeg kigge noget længere væk såsom Aarhus og Randers, og det er altså langt væk! Jeg håber og krydser fingre for, at jeg hurtigst muligt kan komme i job og få en ordentlig hverdag.